Politik for børns søvn og anvendelse af sovesele

Søvnbehov

Ved at skabe rammerne for god søvn og have rutiner omkring sengetid, giver I jeres barn chancen for at sove det, det har behov for. Et barn i alderen 1-3 år har brug for 12-14 timers søvn i døgnet.

Børn er forskellige, men de fleste 1-årige sover 12-14 timer i løbet af et døgn, heraf 1-2 lure i løbet af dagen. Mellem 1 og 2 års alderen kan de fleste børn nøjes med at sove 1 eftermiddagslur.

Søvn er et basalt behov nøjagtigt som mad og drikke. Børn har brug for tilpas søvn, så de under søvnen kan genopbygge deres krop fysisk og mentalt. Dvs. børn kan ikke sove på forskud, og de kan ikke sove for meget.

 

Middagslur – væk ikke barnet

Vi anbefaler, at børn ikke vækkes, når de sover middagslur. Børn kan ikke sove for meget, men de kan sove for lidt. Hvis barnets naturlige behov for dagssøvn afbrydes, kan nattesøvnen påvirkes negativt. Børn, der får lov til at sove middagslur, til de vågner af sig selv, sover bedre om natten. En god middagslur forbedrer nattesøvnen, fordi barnet får mere ud af sin dag og er mere naturligt træt om aftenen.

Hvis I oplever problemer med barnets nattesøvn, kan det skyldes flere ting, som f.eks. middagslurens placering på dagen, skærmpåvirkning (tv, IPad, pc, tlf.), grænsesætning og enighed, rutiner og rytmer.

Vi anbefaler, at forældre og personale får en snak om, hvad der er bedst for barnet.

 

Sundhedsstyrelsen anbefaler for brug af sovesele:

·         Soveselen skal være mærket VAREFAKTA som er en garanti for at selen er godkendt af Dansk Varefakta Nævn som igen lever op til den europæiske sikkerhedsstandard EN 13210:2004.

·         Soveselen installeres og bruges i overensstemmelse med brugsanvisningen. Dvs. spændes fast i bunden – remmene strammes helt til, så barnet ikke kan løfte sig fra madrassen – selen spændes tæt til kroppen, så barnet ikke kan arbejde sig fri af den. (uden at stramme)

·         Selen efterses for slitage, mørt stof, løse syninger og ødelagte spænder, dagligt i forbindelse med at barnet fastspændes.

·         Når børnene sover overvåges de ved brug af babyalarm, og de tilses jævnligt under søvn.

 

Børn over 2 år må ikke lægges i sele, uden skriftlig aftale med forældrene.

 

Link til pjecen ”Generel viden om søvn 1-3 år”

http://docplayer.dk/16611003-Generel-viden-om-soevn-1-3-aar.html